Vil robotter overtage verden?

Det kan vi nok ikke svare på – men vi kan lære dig, hvordan robotteknologi er med til at forme fremtidens fødevareproduktion. Én ting er sikkert, teknologien kommer nærmere og nærmere, og innovation får en større og større betydning i fremtiden. Verden forandrer sig hurtigere, end vi af og til kan følge med til. Derfor vurderer vi det som et stort plus, at eleverne er bevidste om de muligheder, der er inden for teknologi, således at de er godt klædt på til, når de selv tager hul på deres videre uddannelsesliv.

Vi arbejder med nogle af de robotter, som ses inden for dansk landbrug. Eleverne hører oplæg om forskellige typer robotter og hører om mulighederne med det – herunder, status på robotteknologien inden for landbrug. Aktiviteten bliver kombineret med et besøg, hvor vi ser på teknologien på et landbrug.

I løbet af dagen danner eleven helt sikkert sin egen mening om, hvad der er godt for mennesket, klimaet, jorden – og hvordan teknologi på én gang er fantastisk og foruroligende. Under forløbet vil vi også have fokus på betydningen af teknologi på bæredygtighed, biodiversitet og økosystemer.

Målgruppe:
Målgruppen er 7. klasse og opefter.

Vi tilbyder følgende forløb:

  • En underviser fra Asmildkloster Landbrugsskole kommer til jeres skole, giver en kort introduktion til landbrugsskolen og uddannelsen og faciliterer dagens program. Underviseren arrangerer besøget hos en landmand i lokalområdet. Skolen sørger selv for transporten til besøget. Programmet er fastlagt som heldagsarrangement, og vi ønsker at underviseren deltager aktivt sammen med eleverne.
  • Vi vil under forløbet arbejde med emnerne innovation og entreprenørskab, naturvidenskab og uddannelse og job. Herudover inddrages fagene fysik/kemi og biologi i forløbet.


Forberedelse og opfølgning:
Inden besøget skal klassen brainstorme om deres nuværende viden om robotteknologi og sammenhængen mellem natur, bæredygtighed og teknologi. De naturvidenskabelige fag samt job og uddannelse kan med fordel inddrages både i forberedelse og opfølgning af forløbet. Under forløbet arbejder eleverne derfor med flere forskellige fag, og giver anledning til at innovation og entreprenørskab kan integreret både før, under og efter forløbet.

Formål:

At eleverne får indsigt i forskellige teknologier med relation til fødevareproduktion.
At eleverne får en forståelse for ressourcebesparende teknologi.
At eleverne får en forståelse for mulighederne indenfor teknologi. 
At eleverne får et indblik i teknologiens muligheder og betydning for bæredygtighed og biodiversitet.

Eksempler fra Fælles Mål:

Forløbet kan bidrage til at eleverne udvikler naturfaglige kompetencer og opnår kendskab til hvordan de naturfaglige fag bidrager til en større forståelse af sammenhænge i forhold til en bæredygtig udvikling og menneskets samspil med naturen. Eleverne skal opnå erkendelse af, at naturvidenskab og teknologi er en del af vores kultur og verdensbillede. I forløbet arbejdes der således med videns- og færdighedsmål inden for bl.a. perspektivering:

 

Fysik/kemi:

Eleven kan perspektivere fysik/kemi til omverdenen og relatere indholdet i faget til udvikling af naturvidenskabelig erkendelse, og kan forklare sammenhænge mellem naturfag og samfundsmæssige problemstillinger og udviklingsmuligheder.


Biologi:

Eleven har viden om klimaets betydning for økosystemer og viden om biodiversitet. Eleven kan forklare årsager og virkninger af naturlige og menneskeskabte ændringer i økosystemer.

Uddannelse og job
:

Under forløbet arbejdes der med videns- og færdighedsmål inden for personlige valg, fra uddannelse til job og arbejdsliv, hvor eleven bl.a. kan vurdere betydning af vilkår og forandringer på arbejdsmarkedet. Eleven kan vurdere betydningen af livslang læring og innovation i arbejdsliv og karriere. Eleven kan vurdere muligheder i uddannelser, job og former for iværksætteri.

Kontakt

Kirsten Haarbo

kh@asmildkloster.dk

Tlf 21660963

Oplys venligst kontaktoplysninger, klassetrin, antal elever og skole ved tilmelding, således at vi kan finde en lokal landmand i umiddelbar nærhed af skolen.

Pris

Gratis

Dato

Forløbene kan bookes hele året, dog ikke uge 37 og 38.